Rigshospitalet – Frirum i Psykiatrien

Søren Magnussen:

Og solen haglede på vores hud!
Og bordet var fyldt af Kaos!
Lige midt i patienternes have i psykiatrien, som vi kunne dufte – altså haven!
Af bestik og ananas og poser med bær og blenderen og strømkabler og mælk og yogurt og alle os og alle dem, der kom forbi og smagte og min iPad og kopper og kaffe og is der var ved at smelte og saftevand, der var smeltet!
Og is var godt i varmen!
Og det var det totale, hyggelige farve- og frydefulde kaos!
Og patienterne lavede smoothies på skift og jeg gik sammen med en patient, som havde opfundet en ny smoothie hen til en ny patient, fra det andet psykiatriske sengeafsnit, fordi hun gerne ville være sød ved hende den anden, men at det bare var godt at have mig med, når hun gerne ville være sød ved den anden!
Og jeg elsker, når nogen er søde ved hinanden!
Og den hamrende dygtige sygeplejerske studerende tog et sygeplejerske blik hen over blender bordet og foreslog forsigtigt og sygeplejerske fornuftigt, at jeg jo kunne købe en køletaske?
Og en dejlig patient, der engang har været lidt hippie, kikkede sødt på hende, altså den dygtige studerende, og sagde, at hun skulle slappe lidt af og være mere i flowet!
Det grinede jeg meget højt af – indvendigt!
Ok, måske køber jeg en køletaske!
Og så noget smoothie koster noget at lave, men vi har jo fået penge af den lille forening “Håb i Psykiatrien”!
Og hvorfor fremhæver jeg så tit denne forening?
Fordi den er så lidt bureaukratisk, man søger op til 5000kr til aktiviteter med patienterne på de psykiatriske afdelinger og får hurtigt svar!
Søg før din fætter!

Rigshospitalet – Frirum i Psykiatrien

Og vi trampede som en hær ned af trappen fra det psykiatriske sengeafsnit!
Ned til aftensolen og det var i går på Riget, i psykiatrien!
Og vi ville hygge os, vi ville skabe vores egen lille rare virkelighed!
Et frirum, selv om det lyder lidt patetisk!
Og ingen kunne se hvem, der var patient, eller tidligere patient, eller rask eller kommende patient!
Fordi titlerne var i forfald!
Og vi bar alle fadene og alt det til vegetarerne!
Ned af trappen!
Og poserne!
Og tre slags gode pølser – fra SuperBrugsen fordi vi havde fået penge fra foreningen “Håb i Psykiatrien” til en masse grill aftener!

Jeg elsker, når vi sammen skaber et fælleskab så også dem, det har det rigtigt dårligt, kan være med, fordi alle bare åbner op og giver plads!

Rigshospitalet – Frirum i Psykiatrien

Søren Magnussen:
Jeres dejlige forening hjælper os meget med at etablere en smuk have på det lukkede område, i psykiatrien på Riget!
Nogen gange kan små ting skabe stor glæde for patienterne.
I går købte vi 10 danske, økologiske jordbærplanter i Botanisk Have!
Samme dag blev de plantet nær de høje hegn!
Tak til Håb i Psykiatrien!

Rigshospitalet – Frirum i Psykiatrien

Søren Magnussen: Om lidt starter vi med at lave grill brunch i en af patienternes haver ipsykiatrien på Riget!
Nyt koncept – fredags grill brunch!
Altså et nyt koncept, selv om vi overhovedet ikke kan lide koncepter!
I morgen laver vi sikkert et nyt koncept!
Men i dag – Weber grill, gode pølser, forskellige oste, pandekager, blåbær, vindruer, vandmelon, Guldkarameller, godt brød, smør, honning!
Elsker at vi forkæler hinanden i psykiatrien!
Og elsker at den lille forening ” Håb i Psykiatrien” har forstået at sådanne, tilsyneladende små ting, er værd at støtte!
For det giver fællesskab på sengeafsnittet, morgengrin og tiltrækker mere sol!

Psykiatrien i Risskov – Oaser i Psykiatrien

Johanne: Og jeg kunne slet ikke få armene ned.
For jeg ankom til afdelingen med bilen fyldt op af baljer, smukke planter og jord, generøst sponsoreret af Håb i Psykiatrien. Der er altid glæde når jeg kommer og alle beundrede de nye flotte blomster og der blev slæbt og drukket saft i varmen udenfor.
Hun sad der igen. På terrassen. Og ville bare så gerne ikke være der. Så vi to plantede lidt og drak kaffe og holdt pauser, næsten for os selv. Og så talte vi om kærlighed. Om sorg. Og om sygdom. Hun er dejlig kvinde, det vidste jeg, men nu er jeg helt sikker. Og jeg har lyst til at favne hende mod alt hvad der er omkring hende lige nu. For når hun taler, husker jeg det alt for godt. Desperationen over at være låst inde. Den ulidelige ventetid på en lægesamtale. De voldsomme livshistorier. Den overbevisende følelse af, at intet nogensinde bliver bedre. Trætheden efter at have kæmpet i år. Skrigene. Den høje latter fra gangen og fremmedes usammenhængende tale. Smerten over de andre patienters lidelse. Madkøen. De lange varme sommernætter, med vinduet der kun kan åbnes på klem. Og jeg tænker endnu engang, at dette sted har brug for alle de blomster, alt det håb og alt det kærlighed vi kan mobilisere. Taknemmeligheden over de små haver er så stor. Det betyder ualmindeligt meget for patienterne. Tak fordi I følger med og støtter op! Vi er sammen om at gøre en stor forskel. ❤️ Johanne