Det kræver meget mod at leve med psykisk sygdom. Det kræver mod at erkende, at der er en større kraft end en selv, der begrænser og komplicerer ens liv. Det kræver mod at fortælle familie, venner, nye bekendtskaber og eventuelle kolleger, at man er ramt af en psykisk sygdom, der ofte er forbundet med tabu og stigma. For mange med psykisk sygdom kræver det desuden mod at gøre, hvad mange andre personer tager for givet i dagligdagen: At tømme opvaskemaskinen, støvsuge, lave mad og gå ned og handle ind i supermarkedet.
Det kan være svært at beskrive, hvad der er forskellen på at leve med og uden psykisk sygdom. Det er i virkeligheden så svært, at de eneste, der ved, hvordan det faktisk er at leve med psykisk sygdom, er dem, der netop lever med det. Alligevel kan man godt sige noget om en ret afgørende forskel, som sjældent er specielt tydelig: Ting – fra indkøb til flytning til jobskifte til skilsmisse til familieforøgelse – er ofte sværere. De kræver mere mod.
Samtidig har psykisk sygdom ofte den konsekvens, at selvværdet lider stor skade. Det er svært at opretholde troen på egne evner, når man i lange perioder bekræftes i, at man ikke kan alt det, man gerne vil eller engang kunne. Derfor har mange personer med psykisk sygdom brug for nogle rammer og tilbud, hvor de kan opbygge deres selvværd og finde modet til at møde deres udfordringer.
Nogle gange når jeg sidder alene derhjemme, så er jeg i tvivl om, om mit hjerte slår. Jeg kan ikke mærke det. Jeg har brug for at kunne mærke mig selv. Hvis jeg nu fik pulsen op hos jer, så kunne jeg mærke at hjertet banker.
Deltager i MotionsCaféen
Det var simpelthen så godt. Jeg kom ud og opdagede den virkelige verden i stedet for, hvordan jeg oplever den mellem mine 4 vægge. Men jeg kommer ud og forstår virkeligheden og møder nye mennesker. Det var virkelig godt!
Deltager i MotionsCaféen efter Royal Run
Hele efteråret fik jeg det værre og værre og følte mig helt forstenet og isolerede mig. Men jeg kom til skrivegruppen hver mandag, og det føltes nemt og rart at falde ind i gruppen, og jeg blev meget inspireret af de andres tekster. Det gav mig håb om ikke at ende helt isoleret.
Patient på sengeafsnit efter skrivegruppe