Der er mange måder at være ensom på. Og der er mange grunde til, at man er ensom. For mange personer med psykisk sygdom kan følelsen af ensomhed være et symptom, der følger sygdommens op- og nedture. For andre kan ensomheden skyldes manglende social kontakt. Nogle føler sig fremmedgjort og mister kontakten til venner, bekendte og familie. Mange er udenfor arbejdsmarkedet og går derfor glip af den daglige kontakt med kolleger. Andre har – i perioder i hvert fald – ganske enkelt ikke overskuddet til at opretholde de relationer, de har.
I min hverdag er jeg helt alene, så når jeg ikke har et arbejde, kan der godt gå uger, før jeg ser en voksen over mine børns alder. Jeg ringer ofte til mine forældre bare for at snakke. Men der kan godt gå uger imellem, at jeg ser nogen face-to-face over 17 år.
Deltager i MotionsCaféen
Det er også svært, at når man taler med andre, så har man ikke rigtigt noget at fortælle. Fordi der er ikke sket noget. Der er ikke noget begivenhedsrigt, der er sket. Altså, jeg har ikke oplevet et eller andet i løbet af dagen, som ikke var forudsigeligt.
Deltager i MotionsCaféen
Ensomhed er, når man føler sig uden for et givende, socialt samvær med andre … Man kan faktisk også sidde sammen med andre mennesker og føle sig dybt ensom, fordi man ikke kan mærke nærheden med det andet menneske, man er sammen med.
Deltager i MotionsCaféen