MotionsCaféen som første trædesten fra psykiatrisk indlæggelse
Håb i Psykiatrien har siden september 2019 udviklet og driftet et socialt fællesskab med motion og sund frokost i civilt regi med deltagelse af medmennesker med svær psykisk lidelse primært fra distriktspsykiatrien Frederiksberg/Vanløse og fra januar 2022 også i Gladsaxe.
MotionsCaféen er et unikt motionsfællesskab, der skaber dokumenterbare positive forandringer for mennesker med svære psykiske lidelser – en særligt udsat målgruppe med en overdødelighed på 20 år, som tidligere livsstilsindsatser ikke har formået at rekruttere og fastholde over tid.
MotionsCaféen er en vigtig første trædesten for brobygning til civilsamfundet. Tilbuddet er særligt på flere parametre, herunder den ligeværdige samskabelse med tilbuddets deltagere, samarbejdet med distriktspsykiatrien, den ret intensive motionsudøvelse samt ikke mindst hvad angår brugerantal og fastholdelsesevne. Det kræver et meget trygt rum uden krav. Et rart og ufarligt sted at komme. Et sted, der er åbent hele året – ingen ferielukning.
MotionsCaféen på Frederiksberg
Her modtager vi hver uge 1-2 nye deltagere, som hurtigt smelter ind i fællesskabet. Vi støtter og hepper på hinanden både under den indendørs træning og ude på gåturene.
MotionsCaféen i Gladsaxe
Vi åbnede i 2022 også en MotionsCafé i Gladsaxe og her har vi også et stort og rummeligt fællesskab, hvor samskabelse er på agendaen og hvor programmet løbende justeres efter deltagernes ønsker og behov.