Hvad gør man, når man bliver udskrevet fra psykiatrien?

De fleste patienter bliver udskrevet til ambulant behandling og tilbydes kontaktpersoner, hjemmevejledere og anden støtte. Men hvad gør det ved hverdagen, når rammerne for ens tilværelse flyttes fra et psykiatrisk afsnit med personale, medpatienter, tre måltider om dagen og kaffe på kanden, til eget hjem med en kalender fyldt med huller?

De fleste patienter oplever det som en lettelse at blive udskrevet, men samtidig oplever mange, at det er en stor udfordring.

Det psykiatriske system, som det er nu, er ikke gearet til at fylde det tomrum, som mange kan opleve, når de vender tilbage til hverdagen. Derfor kan civilsamfundet løfte en vigtig opgave ved at tilbyde indhold, kvalitet og socialt samvær i en forandret hverdag.

Mange af deltagerne i Håb i Psykiatriens MotionsCaféer fortæller, at det sociale, følelsen af mening og det faste holdepunkt i hverdagen er de vigtigste grunde til, at de bliver ved at vende tilbage. På den måde giver MotionsCaféen et rum for videre recovery. Et rum hvor den enkelte – uanset baggrund og nuværende situation – kan indgå i et meningsfuldt fællesskab og på den måde opleve, at der også er et rigt, meningsfuldt liv efter indlæggelse.

I en tid hvor mange tabuer – også om psykisk sygdom – bliver udfordret og nedbrudt, står ensomhed stadig som et emne, der er svært at berøre. Det kan skyldes mange ting, men det afgørende er, at ensomhed er et stort problem i samfundet generelt og blandt personer med psykisk sygdom i særdeleshed. Derfor er det vigtigt, at der er nogen, der afhjælper problemer med ensomhed, selvom det er et svært emne at tale om.

Her har civilsamfundet den fordel, at vi kan afhjælpe ensomhed uden at skulle italesætte direkte, at det er det, vi gør. Vi tilbyder fællesskaber for personer med psykisk sygdom, uanset om de er ensomme eller ej. På den måde kan vi afhjælpe ensomhed hos dem, der oplever det, uden at de skal presses til at forholde sig til deres oplevelse. Det ville være dejligt at leve i en verden, hvor ensomhed ikke var et tabu. Men så længe vi ikke gør det, er det for meget forlangt at kræve af personer med psykisk sygdom, at de skal gå forrest og bryde det.

Vi har alle brug for samvær med andre mennesker, men det er langt fra alle, der har lige muligheder for at opfylde det behov.

I Håb i Psykiatrien arbejder vi med personer med psykisk sygdom, og håber at afhjælpe deres ensomhed, men tænker også over, at vi som civilsamfund kan afhjælpe en kæmpe udfordring blandt ALLE samfundsgrupper ved at tilbyde mennesker at deltage i meningsfyldte fællesskaber. ​