Tiden under indlæggelse

Det er ikke nogen god oplevelse at være indlagt, selvom en indlæggelse for mange kan bane vejen for en bedre trivsel og en mere indholdsrig hverdag på den anden side. Man skal ganske enkelt have det meget dårligt for at blive indlagt i psykiatrien. Derudover er der ikke nogen mennesker, der ønsker at tilbringe dage, uger og måneder som patient på et hospital.

For mange patienter er det den bedste af mange dårlige løsninger at blive indlagt på et psykiatrisk afsnit, hvor hverdagen kommer på afstand, og hvor der er kaffe på kanden og tre måltider om dagen. På den anden side kan en indlæggelse være en nedbrydende oplevelse. Uanset om man er på et lukket eller et åbent afsnit, er man begrænset i sin personlige frihed, og man skal ofte selv tage initiativet, hvis man vil andet og mere end at se tv, ryge cigaretter og drikke kaffe.

Desværre kan tilværelsen på et psykiatrisk afsnit være den bedst tænkelige løsning for en person på et givent tidspunkt. Og netop derfor er der grund til at tilbyde de mennesker, der i perioder er nødt til at være indlagt, aktiviteter og oplevelser, der kan adskille dagene fra hinanden og minde om, at der også er en verden udenfor hospitalet.

 

Det er rart når der af og til sker noget andet end det, der plejer.

Patient, Afsnit M21, Sct. Hans

Det er rart at få tankerne et andet sted hen, i stedet for hele tiden at tænke på, at man er indlagt og gå op og ned ad gangene. Det er rart at blive set som et menneske, der ikke bare er sygt – for vi er så meget andet. Der er fokus på den vi er ud over det, der plager os.

Patient, Psykiatrisk Center København

Det er rart, når der sker noget helt andet her. Det kan jo godt være lidt kedeligt at være indlagt.

Patient efter kulturbesøg, Roskilde