Mange personer med psykisk lidelse kender til en helt særlig følelse: Håbløshed. Uanset hvilke personlige udfordringer, sociale problemer eller psykiatriske diagnoser man har, er det næsten sikkert, at man på et eller andet tidspunkt har oplevet at miste håbet. Håbet om at det kan blive bedre; at man kan komme videre; troen på at man kan lære at holde sig selv og verden ud.

Desværre er det ikke altid muligt at finde det håb frem når man er patient i psykiatrien, selvom langt de fleste læger, sygeplejersker, kontaktpersoner og socialrådgivere er dygtige til deres arbejde og udfører det med respekt og omsorg for de mennesker, de har med at gøre. På mange områder kan psykiatrien og sociale indsatser hjælpe med at finde håbet. Den rigtige behandling, at føle sig hørt af sin behandler, en stabil boligsituation og en god relation til eksempelvis beskæftigelsessystemet giver meget bedre forudsætninger for håbet. Men samtidig er det vigtigt at være bevidst om, at et liv på kontanthjælp i en anvist bolig med dagligt forbrug af psykofarmaka sagtens kan føles håbløst, når man havde drømt om og forventet en anden tilværelse for sig selv.

Derfor er det vigtigt at finde håbet i den situation, man befinder sig i. Det kan være lettere sagt end gjort, men der er måder, hvis man har brug for at give sin tilværelse mere indhold og dermed finde tilbage til håbet om, at man kan leve et tilfredsstillende og indholdsrigt liv på trods af – eller måske ligefrem på grund af – sin psykiske lidelse.

Håb i Psykiatrien arbejder på at tilbyde rammer og aktiviteter, der kan hjælpe med at finde håbet frem. Socialt samvær, motion og fællesskabende aktiviteter kan give mennesker med psykisk lidelse små og store sejre, der kan vise, at der er håb og mulighed for at forbedre sin situation eller leve et tilfredsstillende og godt liv selv med de udfordringer, man måtte have. Fællesskabet kan i sig selv give håb, når man oplever, at andre personer med psykisk lidelse kan trives og have det godt. Samtidig giver det en anden følelse af normalitet, når man er i selskab med andre, der er eller har været i en situation, der ligner ens egen. Det kan være helt afgørende for ens selvforståelse og selvværd og derfor også for ens egen opfattelse af håb.