Recoverygruppe med dagens tema

af mar, 2024

Massage
Bænk
Kasse 1
Havn
Kasse 2
Svane

Region Sjællands Psykiatri – Distriktspsykiatrien Køge

Tirsdag d. 5/3-2024, tog min kollega og jeg, deltagerne i recoverygruppen under armen, og gik sammen til Køge Havn. Her linede vi op med sten, muslinger og tuscher – alt sammen til dagens øvelse – i forlængelse af sidste uges tema, ”hverdagen”, hvor vi bl.a. snakkede om belastende og beskyttende faktorer. Vi skrev alle sammen nogle ting ned på sten, som vi ønskede os mindre af i vores hverdag. Her blev der f.eks. skrevet ”dårlig samvittighed”, ”skyld og skam”, ”bullshit”, ”angst” og ”dårlige relationer, f.eks. mor”. Derefter blev stenene og derved også belastningerne kastet i havet.
Efter en kop kaffe i det fri, sluttede vi dagen af med at skrive ting vi ønsker os mere af i vores hverdag, ned på en muslingeskal, som vi alle tog med hjem, som en lille påmindelse om det gode i hverdagen. På muslingerne blev der b.la. skrevet ”kærlighed til mig selv”, ”at hvile i mig selv”, ”min kæreste”, og ”oplevelser i naturen”.

Om dagen siger deltagerne:
”det var simpelthen så fint… så symbolsk… at sige øv og kaste det af helvedes til”
”det satte sig i mig. At se det negative visuelt, og kaste det væk. Jeg har ikke haft det i tankerne siden”
”jeg har fortalt alle mine veninder om det der stenkasteri, og vi har faktisk aftalt at gøre det sammen på et tidspunkt, når vejret bliver lidt lunere”

Tirsdag d. 12/3- 2024, var recoverygruppen igen samlet. Dagens tema var ”mestringsstrategier” herunder kriseplan og mestringskasse. Efter gode diskussioner og en masse erfaringsudveksling om kriseplaner (som vi i gruppen kalder mestringsplaner, da det lyder mindre negativt), præsenterede vi gruppens deltagere for en mestringskasse (wellnesskasse, sansekasse). Kassen indeholder ting der kan bidrage til at berolige nervesystemet, stimulere sanserne samt give en følelse af velvære og livskvalitet; varmepude, the, ansigtsmaske, fodmaske, badesalt, bodylotion, hovedbundsmassage, ørepropper, massagestang, stickball, sodukobog, mindful malebog med tuscher til, duftlys, æterisk olie, varme strømper, DIY krea ting og en dimseting.
Hver ting i kassen blev taget op, hvor vi i plenum snakkede om, hvordan den ting kunne virke på dem. Til slut, spurgte vi deltagerne, om de kunne forestille sig at lave deres egen kasse, og hvad de mon så ville putte i den.

”der skulle helt sikkert være chokolade i min…. men også den der lange massage pind… ”
”jeg synes det er vildt inspirerende at se sådan en kasse, og jeg skal da lige et smut i normal eller søstrene grene, og finde nogle lækre ting”
”nu har jeg siddet med den her (orange squeezeball) siden vi gik i gang, og den er ret dejlig” jeg spørger hvad den gør for hende: ”jamen den er bare dejlig at sidde med. Det er sjovt at mærke de små kugler indeni. Og så er den pæn at kigge på
”den der æteriske olie dufter skide godt. De er lige mig. Jeg skal i hvert fald købe sådan en og gøre som du sagde med den”. (Jeg foreslog at man kan dryppe et på dråber ud i bunden af sin brusekabine, inden man går i bad, for at kunne dufte den imens”.
jeg har faktisk før brugt sudoku til at få styr på mit hoved.. min ADHD er tit meget forstyrrende når jeg skal sove, med tanker og sådan.. fedt jeg lige blev mindet om sådan en sudokubog der, det skal jeg helt sikkert have liggende på mit sengebord. Der er ikke noget værre end at ligge og vende og dreje sig om aftenen, fordi hovedet løber løbsk”