Sansehaveprojekt
Sansehaveprojekt
Region Hovedstadens Psykiatri – Afsnit 2421 – Psykiatrisk Center Nordsjælland
For 2-3 år siden startede indretning af et grønt område bag vores afdeling. Indledningsvis med boldbane og redskaber til fysisk aktivitet. Derudover var tiltænkt et par afskærmede områder, med mulighed for at trække sig tilbage i rolige omgivelser med blomstrende/duftende buske og frugttræer. Tillige krydderurtebede med mulighed for smag og duft stimuleringer. Vi så gerne dette delvist arrangeret omkring vores allerede eksisterende hængekøje. Tanken er at vores patienter er med til at passe og vedligeholde haven fremover.
Processen startede allerede sidste år med etablering af plantekasser med krydderurter, hvor 3-4 patienter deltog i at skovle og fragte jord i trillebør, fylde plantekasser med det, købe og plante krydderurter, samt vande efter behov hen over sommeren.
Grave og plante arbejdet har været en relevant og passende aktivitet til vores patienters funktionsniveau. Det blev heldigvis en solrig dag, hvor 3 af vores patienter deltog i arbejdet med at grave, hente vand, sætte planter i, fylde op med jord samt vande. Der blev svedt og kroppen blev brugt og træt. At passe væksterne er nu en fast aktivitet for vores patienter, med vanding om aftenen hen over sommeren.
I evalueringen efterfølgende gav vores patienter udtryk for følgende:
Rart at være ude og gøre noget meningsfuldt, end bare at drysse rundt.
Dejligt at se et konkret resultat, når man har udført et stykke arbejde.
Det føles godt i kroppen med det fysiske arbejde.
Mærker kroppen på en god måde, og hvis den er øm i morgen, ved jeg at det er pga. brugthed. (Modsat bekymring for hvad ømheden mon skyldes)
Jeg er normalt glad for havearbejde, den glæde mærker jeg nu. Vokser lidt af at gøre noget jeg kan og er go til.
At fokusere på jorden og planterne fjerner fokus fra tankerne. Det giver ro og en fornemmelse af jordforbindelse.
Seneste kommentarer