Personer med en psykisk lidelse er lige så forskellige som personer uden psykisk lidelse. Alligevel har de noget tilfælles, som personer uden sygdom ikke har. De deler oplevelser og viden, som er fremmed land for personer, der ikke selv har oplevelser med psykisk lidelse. Mange personer med psykisk lidelse kender eksempelvis distriktspsykiatrien, den ambulante behandling, elektrochok, en lang række medikamenter, forskellen på åbne og lukkede afsnit, hjemmevejledere og meget andet, der for de fleste personer uden psykisk lidelse blot er ord fra en ukendt verden.

Når man har en psykisk lidelse, er man ofte den eneste i selskabet. Det har den konsekvens, at man ikke kan tale med nogen om eksempelvis sine svære tanker, elektrochok eller medicin; man kan allerhøjst fortælle om det til nogen. Desuden kan man spørge sig selv, om man overhovedet har lyst til at blotte sig og fortælle om sin psykiske lidelse i enhver social sammenhæng.

Der tales ofte om, at det er vigtigt, at en psykisk lidelse ikke bliver hele ens identitet. For eksempel: Man er ikke psykisk syg; man har en psykisk lidelse. Det er også rigtigt, at det er vigtigt at holde fast i, at man er så meget andet end sin psykiske lidelse. Men det ændrer ikke på, at det kan være givende og medvirke til at nå en følelse af normalisering at indgå i fællesskaber med andre, der selv har erfaring med psykisk lidelse.

Fællesskaber og at indgå i sociale interaktioner er vigtigt for alle mennesker, og for mennesker med psykisk lidelse er det også vigtigt at indgå i fællesskaber med ligesindede, hvor man kan opleve en særlige følelse af forbundethed. Som deltager i Håb i Psykiatriens MotionsCaféer er man ikke anderledes, fordi man har en psykisk lidelse. Tværtimod er det en forudsætning for at deltage i netop dette fællesskab, der først og fremmest handler om motion. Men det handler også om socialt samvær og om samtaler, der kan handle om fodbold, ferieplaner, flexjob – eller om elektrochok og antipsykotisk medicin.