Græsset trænger jo tit til en omgang

af jun, 2020

Håb i psykiatrien glostrup slå græs
Håb i psykiatrien glostrup slå græs

Retpsykiatrisk afsnit 180 Psykiatrisk Center Glostrup

Kære Håb i Psykiatrien

Tusinde tak for bidraget til græsslåmaskine til Retspsykiatrisk Afdeling, Glostrup.

Vi er utrolige glade for bidraget, og græsslåmaskinen er købt og straks taget i brug. Vores græsplæne er enormt stor og vi anvender den meget til fodbold mv. Sagen er blot at gartnerne ikke slår den så tit, så derfor har vi længe ønsket os vores egen plæneklipper.

Ved indkøbet af plæneklipperen gik turen til Bauhaus med patient K, dette var hans første udgang fra afdelingen i 8 måneder. Efter vi havde fået vejledning i butikken, hvor det virkelig var tydeligt hvor stor en viden om redskaber, græssorter, og vækstbetingelser patienten har. Vi fik købt en benzindreven plæneklipper af bedste kvalitet.

For mig som personale, var det en omvæltning at se K i butikken, hvor han viste en helt anden side af sig selv, kompetencer og evner som måske ikke var kommet til udtryk, hvis vi ikke havde fået muligheden for dette indkøb.

Glæden var også stor, da græsslåmaskinen blev pakket ud og samlet. Benzinen og olie hældt på og et træk i håndtaget så kom der en summende lyd af maskine og duft af benzin og nyslået græs. Første runde af græsplænen blev slået.  En sand fryd for øje og sjæl.

Flere patienter har været deltagende i aktiviteten, og der er lavet ugeskema hvor man kan skrive sig op til pligten med at slå græs. (2 gange ugentligt, så flere kan deltage.)

Det er dog ikke en pligt vi har svært ved at skaffe engagerede patienter til.