Rumba, zumba, hiphop og vals, selvfølgelig

by Dec, 2019

Psykiatrisk Center Amager – lukkede afsnit B1 og B2  

Gennem 3 måneder har vi danset, grint og svedt på de intensive døgnafsnit B1 og B2 på Psykiatrisk Center Amager. Der har været 2 dansetimer om ugen, hvor både patienter og ansatte har kunne få pulsen op, bevæge sig til god musik og være sammen i en anden ramme. En patient udtaler, at ”dansen skaber et rum som er ikke dømmende. Hvor man kan være sig selv. På en måde hvor man føler at man får noget terapi igennem dansen, musikken og oplevelsen.”

Som professionel moderne danser og medicinstuderende har Sebastian Kahr Rasmussen ledt danseundervisningen. Patienternes egen danseerfaring og ønsker om at lære har været i fokus, og vi har derfor udforsket alt fra kreativ og fri bevægelse over salsa, rumba og vals til zumba og hiphop. En patient udtaler: ”Sebastian er en dygtig underviser. Han giver sig god tid og har en rolig stemme. Han er ikke bange for at inddrage patienterne og lære noget nyt selv.”

Vi har været så heldige at flere patienter har været modige og dygtige dansere. Patienter har både undervist samt udfoldet deres talent som optrædende til vores afsluttende dansefester på afdelingen. Til store glæde for de andre patienter, personale og en meget taknemmelig underviser.