Julehygge



Region Hovedstaden-åbent afsnit C231 Frederiksberg
Der blev pyntet op til jul i hele afdelingen til tonerne af dejlig julemusik og indimellem sang vi lidt med.
Traditionen tro blev der lavet forskellige juledekorationer og pyntet glas med hyacinter/mos som står og dufter på hele afdelingen. Takket være jeres støtte var der indkøbt div. naturmaterialer, LED lys, gran og pyntegrønt.
Et par af patienterne var med ude hos den lokale gartner og købe ind – de synes det var sjovt at være med til at udvælge materialer og vi kiggede også på deres dekorationer for at få inspiration. På hjemvejen klippede vi da også lige lidt kristtjørn fra hospitalshaven.
Mange, både personale og patienter, hyggede med at kreere dekorationer i alle former og der var rift om lysene. En var meget dygtig og fortalte hun havde ofte lavet det sammen med familien derhjemme. Et par stykker havde aldrig prøvet at lave dekorationer, men blev helt grebet af det – en lavede 4 dekorationer. Det var dejligt hvordan alle tog del i det og roste og anerkendte hinandens arbejde. Et par elever sad og klippe/klistrede med en og der blev også lavet vinduesmaling med snefnug.
Vi er rigtig glade for at have mulighed for at lave div. arrangementer og aktiviteter her i julemåneden, som for mange er et ekstra svært tidspunkt at være indlagt og savne familien. Vi kender alle vigtigheden i at indgå i et fællesskab. En enkelt nævnte dog at det også kunne minde ham om, at han ikke havde nogle at holde jul med, og det kunne gøre ham trist, men var alligevel glad for at være med til noget af det og at personalet også var med. Vi mindede ham så om at mens han er her er alle hans ”familie”.
Vi har også haft et par patienter med ude og købe ting i Normal. En af de yngre patienter synes det var ” så cool og mega nice” at kunne finde en masse ting og pakkede efterfølgende alle gaverne fint ind sammen med en af personalet. Vi holdt julefrokost 12/12 hvor vi brugte dem til pakkeleg til stor morskab for alle – rigtig mange deltog. Vi gemmer nogle af gaverne og de gaver som personale vandt, går videre i en pulje til pakkeleg juleaften og en mandelgave.